Job som kalkulatør

Vi beskæftiger kalkulatører til udregning af byggeprojekter

I vores afdelinger i Århus, Horsens, Fredericia og Esbjerg arbejder vi med byggesager og entrepriser i alle former og størrelser. Nogle sager inviteres vi til at byde på. Andre tager vi selv initiativ til. Kort fortalt, så regner vi på mange forskellige projekter. Vi søger engang imellem nye kalkulatør-kollegaer til at indgå i vores entreprise- eller tilbudsafdelinger. Her kan du læse lidt mere om stillingen som kalkulatør hos os.

Om at være kalkulatør hos Egil Rasmussen

Som kalkulatør har du ansvaret for at beregne tilbud til de byggesager og entreprisesager, vi giver tilbud på. Det kan enten være ved direkte forespørgsel fra en bygherre eller byggerådgiver, eller via prækvalifikation til en licitation.

I Horsens og Esbjerg indgår vores kalkulatører som en del af vores entrepriseafdeling, mens Fredericia og Århus har en selvstændig tilbudsafdeling.

Vi arbejder med alle typer af entrepriser fra fag- og storentreprise til hoved- og totalentreprise. Derfor kan beregningerne være i alle størrelsesordner og indeholde alt fra 5-10 forskellige faggrupper til udelukkende vores egenproduktion: tømrerfaget.

Som kalkulatør er det dit ansvar at indhente tilbud fra de faste samarbejdspartnere i andre faggrupper, som vi kan stå inde for kvaliteten af. Først skal der anmodes om et tilbud. Når dette modtages, skal det gennemgås og eventuelle spørgsmål opklares. Derefter skal der, eventuelt i samarbejde med en projektchef eller projektleder, udvælges de samarbejdspartnere, der skal gå videre i projektet. Derudover skal vores egne tømrermæssige opgaver på projektet naturligvis også beregnes og sættes sammen med de andre faggruppers til ét samlet tilbud, der sendes afsted.

Dine arbejdsopgaver som kalkulatør

En opsummering af nogle af arbejdsopgaverne som kalkulatør hos os, kunne se således ud:

  • Screening af udbud
  • Detaljeret gennemgang af udbudsmaterialet 
  • Kontakt og evt. møder med rådgivere og bygherrer med afklaringer af tvivlsspørgsmål
  • Kontakt til underentreprenører og leverandører med anmodning om tilbud
  • Opmålinger og beregninger på Egil Rasmussens egen andel i projektet
  • Sammensætning af komplette tilbud til fag-, stor-, hoved- og totalentrepriser
  • Risikovurderinger og indregning af disse
  • Evt. deltagelse i kontraktforhandlinger og indkøb
  • Overdragelse af entreprisen til projektchef/projektleder og byggeleder

Et arbejdsmiljø vi er stolte af

Vi er stolte af den arbejdsplads, vi har skabt og kontinuerligt værner om. Vi har mange medarbejdere, der vælger at være hos os i rigtig mange år. Ja, nogle faktisk hele deres arbejdsliv.

Vi tror, at en stor del af årsagen har med vores arbejdsmiljø at gøre. Dette har rod i de værdier, som Egil Rasmussen blev grundlagt på, i 1937: passion, ydmyghed og ærlighed.

Vi er passionerede

Vi er dygtige til vores arbejde, fordi vi elsker det. Eller også er det omvendt. I hvert fald arbejder vi passionerede med vores fag. Hver dag.

Vi vil kunne se os selv i øjnene efter hver endt arbejdsdag. Derfor er det vigtigt for os, at vores medarbejdere udviser passion for deres arbejde, som havde det gjaldt arbejde, der skulle udføres hjemme hos dem selv.

Vi er ydmyge

Vi er uformelle i vores omgangstone, både overfor hinanden og eksternt over for samarbejdspartnere, bygherrer, rådgivere og leverandører. I alle dialoger er der plads til humor.

Selvom vi ofte arbejder på nogle meget store entrepriseprojekter, som vi er enormt stolte af og kan have tendens til at lette lidt fra jorden af, så gør vi en dyd ud af, at vi altid har kontakt til jorden.

Uanset hvilken rolle vi udfører i en entreprise, så sikrer vi en god og ordentlig dialog med alle i projektet. Vi er altså lige professionelle, uanset om vi er hovedentreprenør eller underentreprenør.

Vi er ærlige

Vi kalder en spade for en spade og er ærlige omkring de fejl, vi laver. For det sker indimellem, ligesom det gør for alle mennesker. Det vigtigste for os er en hurtig og ærlig dialog omkring fejlen, så der kan handles og findes en god løsning i tide. Og så lærer vi af det bagefter og kommer videre uden at bære nag til hinanden.

Vores kommunikation er altid åben og ærlig – og så kommunikerer vi altid hellere for meget end for lidt. Vi mener nemlig, at en god dialog er vejen til et succesfuldt resultat, fordi det giver bedre forståelse og forventningsafstemning mellem entreprenørerne på entreprisen. Samtidig mindskes risikoen for misforståelser.

Vores kalkulatører har disse kvaliteter

Hvad skal der til, for at du bliver en succes som kalkulatør hos os? Først og fremmest er det et plus med erfaring fra en lignende stilling, så du ved, hvad det går ud på. Men du kan også være nyuddannet bygningskonstruktør, med en tømrer baggrund, eller erfaren tømrer , som interesserer sig mere for tilbudsgivningen af et projekt end den praktiske udførelse af det.

Vi ser det som et plus, hvis du som kalkulatør:

  • er detaljeret og struktureret
  • har et stort overblik
  • har god forståelse for tal
  • er handlekraftig
  • er løsningsorienteret
  • er videbegærlig og ærekær omkring dit arbejde.

Hvor søges kalkulatører lige nu?

Det er ikke så ofte, at vi har en ledig kalkulatør-stilling i en af vores afdelinger, men hvis vi har, så er den slået op på en af vores lokale afdelingers hjemmeside, som du kan finde link til nedenfor.

Du er altid velkommen til at søge uopfordret via linket på den enkelte afdelings jobside, eller kontakte den enkelte afdeling, hvis du har spørgsmål til stillingen som kalkulatør hos os.